Grønland

Aappariippugut?! Grønlands første reality-program

I samarbejde med det Grønlandske departement for Familie og Justitsvæsen har DDB og Spoiled Productions lavet Grønlands første reality-program om parforhold. I ”Aappariippugut?!”  møder vi tre unge par, som alle ønsker at blive bedre kærester. De isoleres på en ø, hvor værten Angajo og psykologen Inuk tager dem igennem en række forskellige opgaver og øvelser, som alle har til formål at skabe et mere trygt og tillidsfuldt parforhold.

”Aappariippugut?! består af i alt tre tv-programmer, som havde premiere i foråret på den grønlandske tv-kanal KNR.  Programmerne blev flankeret af et facebook site, med behind-the-scenes film, webisodes, dilemma-quiz, konkurrencer og meget mere. Kampagens formål var at sætte fokus på kæresteforhold og give inspiration til at styrke tillid, empati og respekt i unge parforhold og dermed forebygge udbredelsen af kærestevold.

Evalueringen viser, at der har været stor interesse blandt unge for at følge med i programmerne og aktiviteterne på facebook. Tre ud af fire unge i undersøgelsen synes godt eller virkelig godt om kampagnen, og størstedelen mener, at budskaberne i kampagnen fortæller noget, som de kan bruge. Særligt budskaberne om at skabe tillid og undgå voldelige konflikter har de unge taget til sig.

I forhold til holdninger og adfærd siger 60 procent, at de i nogen grad tænker på en anden måde om det at være en god kæreste, mens 40 procent i høj grad tænker parforhold på en anden måde. Halvdelen kan spejle sig selv i parrene i udsendelserne og seks ud af ti har selv prøvet nogle af parforholdsøvelserne fra tv-programmerne. Det giver et fingerpeg om, at mange unge har engageret sig aktivt i kampagnen og skabt en positiv ung til ung-dialog om kæresteforhold.

Behind the scenes