Lærerstandens Brandforsikring

Forsikring og fællesskab

LB Forsikring er ikke bare Danmarks femte største forsikringsselskab. De har også Danmarks bedste forsikringsprodukter (ifølge Forbrugerrådet, Tænk – Bedst i test) og Danmarks mest tilfredse kunder (EPSI kundetilfredshedsmåling).

Men det er der ikke mange, der ved. Derfor ønsker LB Forsikring at styrke kendskabet ved at stille skarpt på det stærke medlemsfællesskab, som har været omdrejningspunktet for deres hidtidige succes.

Udfordring

LB Forsikring er et medlemsejet forsikringsfællesskab, som består af Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring og Runa Forsikring. Men de er også et fagfællesskab med medlemmer inden for blandt andet undervisnings-, pædagog- og sundhedsområdet. Udfordringen har været at skabe en definerende fortælling om fællesskab, som appellerer bredt på tværs af disse faggrupper og som – på et taktisk niveau – hjælper potentielle medlemmer med at finde vej til netop den filial af fællesskabet, som er relevant for dem.

Løsning

Vi ved fra diverse fokusgruppeinterviews, at fællesskab er en vigtig del af medlemmernes identitet. Forsikring handler netop om fællesskab og om det faktum, at der ikke ville være nogen til at betale, hvis vi ikke var mange, der betalte lidt hver især. Derfor er fællesskabet den strategiske krog, som definerer LB Forsikring og differentierer dem fra konkurrenterne på alle niveauer i kommunikationen. På film hylder vi de eksisterende medlemmer i forsikringsfællesskabet og giver potentielle medlemmer mulighed for at agere på den nysgerrighed, som vi forhåbentlig har skabt undervejs – med henvisning til kampagnesitet kanjegblivemedlem.dk. På print og online henvender vi os specifikt til de enkelte prioriterede målgrupper, hvor omdrejningspunktet er den fælles forståelsesramme, der definerer og kendetegner de enkelte fagfællesskaber. Og tilsammen udgør disse flerstrengede kommunikationsspor en samlet fortælling, der bidrager til at LB Forsikring kan gå ud og tage deres plads på markedet.